DISOBEY (2)
Source: 567
Dis′o‐bey″, v. i. To refuse or neglect to obey; to violate commands; to be disobedient. He durst not know how to disobey. Sir P. Sidney.
Source: 567
Dis′o‐bey″, v. i. To refuse or neglect to obey; to violate commands; to be disobedient. He durst not know how to disobey. Sir P. Sidney.